Bjerringbro Avis - Løvskals beboere fotograferet og udstillet Udskriv
Skrevet af Administrator   
Søndag, 09. juni 2013 21:44

 

Onsdag den 29. maj 2013 · 104. årgang · Uge 22 www.bjerringbro-avis.dk

 

 

Bjerringbro Avis - Onsdag den 29. maj 2013

Løvskals beboere fotograferet og udstillet

 Fotografelev Christina Sørensen

Fotografelev, Christina Sørensen ved udstillingen i Løvskal Hus fredag den 17.maj.

 

Løvskal: Mange landsbyer har haft besøg af fotografelever fra Medieskolen i Viborg heriblandt Løvskal.

Fredag den 17. maj havde Løvskal Hus i Løvskal en billedudstilling med portrætter af personer fra Løvskal samt fine egnsbilleder. Alle var de taget af fotografelev, Christina Sørensen, der er elev på medieskolen i Viborg.

»For mig har det været en rigtig god opgave at skulle lave min egen udstilling. Jeg er blevet taget imod med åbne arme og er kun blevet mødt af smil og positivitet, hvilket har gjort hele processen meget lettere.

Det har været fedt at arbejde på egen hånd og virkelig prøve, hvad det vil sige at være en fotograf på job. Jeg har lært rigtig meget af selv at skulle finde på hele ideen med udstillingen og selv at skulle få folk med på ideerne. Selvom det til tider var svært at se en større helhed i projektet undervejs, så endte det ud i en fin udstilling, som jeg er godt tilfreds med, « fortæller Christina Sørensen.

Folk i Løvskal syntes at det var spændende at få besøg af Christina og ville gerne hjælpe hende med hendes fotoprojekt.

»Christina har taget nogle meget fine portrætter af nogle af egnens familier med børn og af de ældste borgere her,« fortæller Løvskal-beboer Margit Pilheden.

En del af borgerne kom da også og kiggede fredag og fik en kop kaffe og kage mens de sad og snakkede om billederne.

»Det var en fantastisk oplevelse at se så mange af sine egne billeder hænge på en udstilling, og endnu mere fantastisk var det på ferniseringsdagen at høre, hvad indbyggerne i Løvskal havde at sige til udstillingen,« siger Christina Sørensen.

 

John Bruun

 

En af borgerne i Løvskal der blev fotograferet var John Bruun.

 

ckh@bjerringbro-avis.dk

 

 

 

Senest opdateret: Søndag, 09. juni 2013 22:13